Positivt resultat for 2016

Østjydsk Bank opnåede i 2016 et positivt resultat på 9,4 mio. kr. før skat sammenholdt med et underskud på 20 mio. kr. i 2015.
 
Resultatet før kursreguleringer og nedskrivninger blev på 44,8 mio. kr.

”Vi har de seneste år haft underskud på grund af meget store nedskrivninger. I 2016 har vi brudt denne udvikling med et positivt resultat, hvilket bekræfter, at vi er ved at være igennem den store oprydning i bankens kreditter," udtaler Max Hovedskov og tilføjer, ”Vi forventer i 2017 et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger i niveauet 55 - 65 mio. kr. og jeg anser det for realistisk, at vi inden udgangen af 2017 igen overholder alle krav til bankens kapital”
 
Faldende nedskrivninger 
De samlede nedskrivninger på udlån og hensættelser udgør 38,3 mio. kr. i 2016, hvilket er fald på 95,3 mio. kr. set i forhold til nedskrivningerne på 133,6 mio. kr. i 2015.

"Finanstilsynet har også været på besøg i banken i 2016, hvor de gennemgik 70 % af vores samlede udlån og garantier.

Vi har brugt mange ressourcer på at arbejde med de svagere kundeforhold, og dette arbejde begynder nu at bære frugt, samtidig med at vore kunder også mærker en fremgang i den økonomiske udvikling", siger Max Hovedskov.

God likviditet og stigende kapitalprocent
Bankens likviditet er fortsat tilfredsstillende, og likviditetsoverdækningen udgør 124 %.
 
Bankens kapitalprocent udgør ved udgangen af 2016 18,5 %, hvilket er 1,8 procentpoint højere end kapitalprocenten på 16,7 % i 2015. Banken mangler nu kun at øge kapitalprocenten med ca. 0,6% for at kunne dække hele den kapital der skal reserveres til det regulatoriske forfald på statslig hybrid kapital den 1. januar 2018.
 
I konsekvens heraf har banken indsendt, og efterfølgende fået godkendt, en plan til Finanstilsynet, hvori det er anført, at banken forventer, via indtjening og reduktion i risikovægtede eksponeringer, at overholde alle kapitalkrav inden udgangen af 2017, og at det fortsat er bankens plan at indfri den statslige hybride kapital senest i 2018.    
 
Forventningerne for 2017
Den økonomiske udvikling forventes generelt at være positiv i 2017, der vil dog fortsat være udfordringer i dansk landbrug. Ledelsen i Østjydsk Bank forventer, at bankens primære indtjening vil være stigende. Samlet set forventer banken et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger i niveauet 55-65 mio. kr. i 2017.
 
Den fremadrettede strategi
"Det netop aflagte årsregnskab for 2016 gør, at vi i årerne fremover kan og vil fokusere på at drive en fornuftig lokalbank omkring Mariagerfjord. Vi glæder os til at byde nye kunder velkommen i banken. Vi kan som lokalbank tilbyde kunderne noget helt specielt, og det vil alle vores loyale medarbejdere hver dag overbevise både nye og eksisterende kunder om”, slutter Max Hovedskov.